Den garvede frisør fortæller om føn, farve og flotte frisurer

Tusindvis af genstridige hvirvler, bløde krøller og krasse hårfarver har været gennem frisør Jens Pedersens hænder i hans lange karriere som frisør i blandt andet Langå. Nu kan du i et foredrag på Håndværksmuseet høre den erfarne frisør fortælle om sit begivenhedsrige liv med saks, kam og godt humør.

Som frisør gennem et halvt århundrede fortæller Jens Pedersen tirsdag den 5. marts på Håndværksmuseet om et langt og spændende arbejdsliv som frisør. Frisør-værkstedet med et væld af farvestrålende maskiner og dimsedutter danner rammen om frisør-historierne. Glæd dig til at høre om krøl og krus, klaske-hår og karseklip, glade kunder og sjove optrin. Foredraget er gratis. Foto: Museum Østjylland

Det er ganske gratis at opleve Jens Pedersen bladre i sit indre erindringsalbum.

Foredrag: Med saks og kam, tirsdag den 5. marts 2024 kl. 13 - 14.
Sted: Håndværksmuseet, Lille Rosengård 16, 8900 Randers C.
Gratis.

Alle, der har siddet i en frisørstol, ved, at snakken som regel går lystigt om såvel etageklip og hårhvirvler som om vind og vejr. Efter et halvt århundrede som frisør, har Jens Pedersens været med til at lave både vandondulation, puddelhundekrøl og farve med føn og har nok oplevet mere i sit fag end de fleste.

”Jens er en af vores mange trofaste frivillige her på museet. Han er superdygtig til sit fag, kan huske alt muligt fra sin lange karriere - og så er han tilmed et festligt menneske og en sjov fortæller! Jeg har desværre aldrig selv været i frisørstolen ved Jens, men jeg kan levende forestille mig, hvordan han ville klippe og krølle mit hår, og pludselig havde jeg fortalt ham hele min livshistorie,” smiler museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

Hårmode og hotte trends

Jens Pedersen har i sit arbejde som frisør set flere hovedbunde og hestehaler end de fleste, og han har oplevet mange hårtrends komme og gå. I foredraget fortæller han om nogle af de mest karakteristiske strømme i hårmoden. Hvordan skulle håret sidde på de smarte piger og kvinder i 1970’erne, 80’erne og 90’erne, og hvor har hårmoden bevæget sig hen de seneste par årtier?
Frisørsalonen på Håndværksmuseet er en af husets mere farverige udstillinger. Her kan du opleve en rigt udstyret damefrisørsalon fyldt af frisørhoveder med bobbede frisurer og tørrehjelme, der ligner noget fra en science fiction-film! Frisørsalonen danner rammen om Jens’ fortællinger om et arbejdsliv i hårets tjeneste.

Hår fra gården

En god snak og masser af humor har gennem årene bragt Jens Pedersen tæt på frisørkunderne. Både når han har stået i sin egen salon eller har klippet for andre frisører, har den tætte kundekontakt været vigtig for ham. Jens fortæller selv, at han har haft fornøjelsen af at klippe flere generationer fra samme familie, og så kan frisør og kunde komme meget tæt på hinanden.

Som en sjov iagttagelse har Jens Pedersen i sit virke som frisør lagt mærke til, at der kunne være forskel på, om kunderne kom fra byen eller fra landet – for eksempel kunne Jens altid lugte på en kundes hår, om der var grise på det landbrug, hvor kunden kom fra!

Vigtigt at få de unge med

Det har altid været vigtigt for Jens Pedersen at dele ud af sin viden og sine færdigheder. Han har derfor gennem årene uddannet adskillige frisørelever.

”Jens har hele livet haft en stor glæde ved sit fag og et stort engagement i sine medmennesker. Man kan altid få en sjov historie og et godt grin, når Jens er i nærheden,” fortæller Lisette Berg Andersen, der glæder sig til at byde velkommen til foredraget om Carmen Curlers, parykker, hårkunst fra 1800-tallet og røverhistorier fra Jens Pedersens lange arbejdsliv. 

For mere information kontakt: Museumsinspektør Lisette Berg Andersen på tlf. 2484 0188 eller på lba@museumoj.dk