Gamle kort er guld for nutidens arkæologer

Flere hundrede år gamle kort kan være en guldgrube for nutidens arkæologer. I de historiske kort findes nemlig uvurderlig viden om, hvordan fortidens landskab så ud, og det kan arkæologer anno 2024 have stor nytte af i deres arbejde.

Før arkæologerne rykker ud i felten med store maskiner, ligger et større arbejde foran dem. Her er de historiske kort et nyttigt værktøj, men også moderne luftfotos og terrænmodeller er uundværlige. Her ses arkæolog Martin Risvig, aftenens foredragsholder. Foto: Museum Østjylland

Lad dig begejstre og fascinere sammen med arkæolog Martin Risvig, der nu i et foredrag på Museum Østjylland fortæller om fortidens sirligt optegnede papirkort. Kort, som stadig er relevante – selv i en digital tidsalder.
Der serveres kaffe og kage til foredrage.

Foredrag: Kig arkæologien i kortene, tirsdag den 19. marts 2024 kl. 19 - 21.
Sted: Museum Østjylland i Kulturhuset, Stemannsgade 2, 8900 Randers C.
Billet 50 kr. inkl. kaffe og kage.

Foredraget vil kaste lys over, hvordan udviklingen i landskabet har været gennem mange hundrede år. De gamle kort er ofte nøglen til at forstå, hvordan landskabet har transformeret sig, og hvad det har betydet for arkæologien.

"Indrømmet, det er vældigt nørdet! Men det er også voldsomt fascinerende, og jeg håber, at gæsterne vil gå hjem efter foredraget med bare lidt af min begejstring for kortene,” smiler arkæologen. ”De gamle kort har fulgt mig tæt siden studietiden, og jeg er med tiden kun blevet mere og mere begejstret for dem som værktøjer til at samle den viden, som jeg har brug for i dag.”

Menneskeskabt natur

Landskabet omkring os har i de seneste århundreder ændret sig markant. Bakker, vandløb, skove og især moser og enge, som man opfatter, udelukkende som værende skabt af naturen selv, er reelt ofte formet, ændret eller flyttet af mennesker.

”Både byer og landsbyer er siden industrialiseringen vokset langt ud over deres oprindelige størrelse. Følgerne af dræning og moderne landbrugs intensive dyrkning af jorden har også formet vores landskab og skabt omfattende ændringer. For os som arkæologer er det helt afgørende at forstå, hvordan de områder så ud, før landskabet forandrede sig så grundlæggende,” fastslår Martin Risvig.

Kort, en uudtømmelig kilde

De historiske kort er en vigtig brik i den arkæologiske forskning og forståelsen af, hvordan fortidens landskaber så ud – ikke alene for 200 år siden, men også for flere tusinde år siden.

”For at vi kan blive klogere på, hvordan landskabet tidligere har set ud – især før industrialiseringen buldrede frem – er de historiske kort en næsten uudtømmelig kilde til viden for os arkæologer. I kortene gemmer sig spor af landskabets historie, før moderne byvækst, dræning og landbrugsmæssige ændringer forandrede den, oftest for altid,” fortæller Martin Risvig.

Se dit sted for 200 år siden

I foredraget får du introduceret en række historiske kort og ser, hvordan de – nogle gange kombineret med moderne terrænopmålinger – kan give arkæologerne indblik i fortidens topografi. Hør også om, hvordan kortene bruges i praksis og er en afgørende hjælp i den arkæologiske sagsbehandling.

”Aftenens gæster vil også få chancen for at dykke ned i fortidens kort og se, hvordan netop deres eget lokalområde så ud for flere hundrede år siden!” lover arkæologen.

For mere information kontakt: Arkæolog og museumsinspektør Martin Risvig på tlf. 2152 0314 eller på mri@museumoj.dk